Velkommen til min hjemmeside

Dette skulle handle om humor - det udefinerbare, der får mennesker til at skære grimasser og slå store skraldgrin op og mig til at forklare mig - ikke for at undskylde noget af det, jeg beskæftiger mig med - men for i det mindste at retfærdiggøre, at man kan leve af noget, som jeg igennem et langt liv selv har moret mig med.

Der er sagt så mange kloge ord om emnet - og det vil jeg så prøve på at undgå at ødelægge med mine store armbevægelser. Men en forklaring er nødvendig, da det handler om et fag, som er ved at uddø. Jeg er med i sidste vers af en epoke, som i mange år havde sit centrum i Danmark.

Da jeg begyndte i 1946, havde så godt som alle dag- og ugeblade vittighedstegninger strøet rundt om i bladet - ja, nogle havde hele sider med sådanne tegninger.

Vi var på det tidspunkt et halvt hundrede udøvere af genren her i landet, flere af dem var i topklasse, og deres tegninger sås i blade og aviser verden rundt.

Det er nu stille og roligt ved at gå i stå. Med få undtagelser bringer bladene ikke vittighedstegninger mere, og i løbet af få år vil det være slut, for der er ingen af de unge, der ser en fremtid i den slags. Det er blevet in at tegne serier, strips og politisk satire.

Jeg vil helst være sammen med mennesker med humoristisk sans, som man kan få en god, alvorlig sludder med. Fri og bevar mig for dem, der konstant skal være morsomme, hvorimod det er dejligt med én, der kan det dér med en forløsende bemærkning, når man er i et selskab, hvor den berømte engel vandrer hvileløs gennem stuerne.

Humor har noget at gøre med kommunikation - en sender og en modtager, og begge skal være indstillet på samme bølgelængde - ellers kommer der ikke noget ud af det.

Humoren skal have sin rod i virkeligheden for at være stærk, og selv bevæger jeg mig ikke gerne langt væk fra dagligdagens oplevelser.

Godt nok har Johannes Møllehave sagt, at humor er det, man mangler, når man forsøger at forklare, hvad det er.

Der fik jeg den!

En anden har sagt, at hvis Adam og Eva kom tilbage til jorden, kunne de intet genkende - ud over vittighederne. Lidt er der nok om begge dele. Humoren er et våben, der brugt rigtigt af en person om en anden, kan give udspilleren en masse gode kort på hånden.

Under en rejse til Kina i 1994, hvor Danske Bladtegnere som de første skulle åbne en udstilling af fra den vestlige verden deres tegninger, så man, hvor alvorlig en sag humor er. På dagen for åbningen mødte regeringsembedsmænd op og nægtede at åbne udstillingen med mindre 8-9 tegninger blev fjernet, Ingen af tegningerne var direkte rettet mod landet, men mod verdensbilledet i almindelighed. Vi ville ikke fjerne tegningerne, og så var en pæn slat arbejde, tid og penge spildt - udstillingen blev aldrig åbnet.

Nå, men for at gøre en lang historie længere, så vil jeg gerne give mit bidrag til, at vort erhverv ikke helt går i glemmebogen.

Hænger jeg over en øl i golfklubben, sidder jeg i bladets kantine, eller er jeg hos barberen, så kan jeg være sikker på at få serveret en historie eller to ikke altid en ny, men det er heller ikke nødvendigt, for smilet og grinet kommer alligevel frem, og det binder folk sammen og gøder jorden for andre indslag.

“Denne her må du da kunne bruge...”, har jeg hørt mange gange, men det kan jeg næsten aldrig, for som regel er de fleste af de små lignelser halvsjofle, når der er damer tilstede og betydeligt værre, når mændene er alene.

Ikke at jeg forsmår en sjofert, hvis den er morsom, men bruge den til ret meget andet end at fortælle videre, kan jeg ikke, for den passer ikke til min læserkreds.

Jeg sidder ikke og lurer, men der falder mange små bemærkninger af på en kortaften eller ved et selskab med vennerne, som jeg senere kan brygge videre på.

Desværre er hukommelsen ikke, hvad den var, hvis den da nogensinde har været det, men faktum er, at jeg altid helst skal være i besiddelse af en blyant og en lap papir, for ellers er sagen bare pssst væk, og skulle jeg være heldig at få fat i fortælleren dagen efter, så kan han desværre heller ikke huske netop den historie.

Men altså, hele mit liv har jeg været omgivet af små papirlapper med morsomme indfald, som jeg på et eller andet tidspunkt har kunnet dreje til egen fordel. Jeg trives som sagt bedst mellem mennesker med humoristisk sans, livet er for kort til kun at høre alt det alvorlige. Det fører mig til en ny floskel: det er en alvorlig sag at være morsom - for mig i hvert fald, for det har altid betydet forskellen på tørt eller frisk brød på bordet.

Jeg har tegnet, så længe jeg husker - og som regel noget, der var morsomt, det syntes onkler og tanter i hvert fald, men det alene kan ikke rigtig bruges til noget, hvis man skal leve af talentet. Så mens jeg var under uddannelse på Kunsthåndværkerskolens reklamelinie, løb jeg trapperne tynde på vore bladredaktioner med mine små morsomme streger, der skulle afsættes, for at jeg kunne klare dagen og vejen og studierne, og da det lykkedes ret godt for mig, besluttede jeg mig for at fortsætte med det morsomme i stedet for at søge job som reklametegner.

Jeg manglede dog noget input, som man siger i dag, og det fik jeg så ved et tilfælde, hvor jeg kom til at dele tegnestue med et par ligesindede, nemlig Flemming Holbek og Hans Qvist, hos hvem humoren også sad i højsædet, og hvor små og store morsomheder hørte til dagens orden. Der blev grinet, så man bogstavelig talt flækkede på tværs, jeg måtte på et tidspunkt søge læge, fordi brusken havde løsnet sig på tre ribben på grund af latterkrampe. Det er selvfølgelig ubehageligt, men hvis jeg skal herfra på et tidspunkt, så vil jeg gerne dø af grin; det, der er gået forud, har givet været hele sagen værd.

Der blev brygget mange gode ting sammen med de gutter, og det liv savner jeg tit. Mellem os var der tale om god kommunikation, hvilket vi ofte konstaterede. Havde vi haft en diskussion eller kaffesnak, hvor verden blev endevendt, så mødte to af os senere med stor sikkerhed op med en ide, der lå så tæt op ad hinanden, at vi nødvendigvis måtte trække lod om, hvis tegning der skulle have lov til at overleve, for ikke at blive beskyldt for at plagiere.

Heldigvis gav perioden, vi havde sammen, mig en fortrinlig ballast, som jeg ofte tapper af, når en opgave driller.

Min barbér kan også godt fortælle, for han snakker jo med så mange og har altid ørerne slået ud. At der så fortælles samme historie flere gange, har jeg for længst tilgivet ham, for jeg har brugt mange af hans historier i redigeret udgave - jo, vist kan der være penge i skidtet.

Nå, men hvordan begyndte det hele? Hvem har startet det?

Alt det sludder med at der kun findes syv vittigheder i verden, kan man ikke bruge til noget, det må være et gammelt levn fra tiden med de syv dødssynder, de syv underværker, syvarmet lysestage, syvsovere, Syvstjernen, Grækenlands syv vise, syvende himmel, syvende-dags-adventister, syvmilestøvler og så videre...

Var der virkelig noget om snakken, så synes jeg, det er godt gået af os humorister, at vi kan variere de syv temaer så meget. Men jeg vil starte med selve begyndelsen og se, hvad det fører med sig.