Vittigheder - Kontorfolk

- Øv! Den sure karl!! Fnyste kontorassistenten, da hendes chef havde smidt et bundt breve på hendes skrivebord.
- Han har ikke alene fået det forkerte ben ud af sengen i dag - det er sandsynligvis også den forkerte seng, han har fået det ud af…

Bankdirektør Brun menes at have planer om udvidelse af sin bankvirksomhed. Han er forleden dag set, da han kom ud fra Blodbanken.

- Doktor, De må hjælpe mig. Jeg taler i søvne…
- Og det generer Deres kone, kan jeg tænke mig…?
- Det er ikke det, men hele kontoret griner af mig.

- Jeg vil ikke have, at De sidder og ryger på kontoret, tordnede direktør Brask til en af kontoristerne.
- Jamen, hr. direktør. Det er jo bare en blyant, jeg har i munden…
- Blyant eller ikke blyant. Jeg ønsker ingen rygning på kontoret.

Direktør Mouritzen gik rastløs omkring i sit kontor, og til sidst kaldte han bogholder Holm til sig.
- Holm, De må ringe til arbejdsanvisningen og sørge for, at jeg får en ny sekretær Men De må se til, at vedkommende dame kan både stenografi, maskinskrivning, tysk og engelsk - - og så skal hun være over halvtreds…
- Jeg skal undersøge det, svarede Holm, men sig mig, er det sådan, at Deres kone insisterer på, at den nye sekretær også skal se direkte kedelig ud…?

Forleden dag mødte jeg Hansen, der er lidt filosofisk anlagt, og han sagde, at når chefens sekretær bare én gang sidder på skødet af ham, så er han ikke chef længere.

Personalechefen så på den unge mand, der søgte den ledige stilling:
- De har tidligere været ansat i et lignende firma, har De nogen anbefaling fra dem?
- Jah, chefen har flere gange anbefalet mig at søge en ny stilling.

- Hvordan går det med dit maskinskrivningskursus? Spurgte frøken Svendsen sin veninde.
- Mægtigt! Lød svaret. Og min chef er lykkelig. Jeg tror ikke, det varer længe, inden han vil sende et af de breve ud, jeg har skrevet.

- De kan være helt rolig, sagde bankdirektør Petersen til kunden. - De skal nok få Deres penge så snart Interpol har fanget vores kasserer.

Karoline har inviteret sin ven på restaurant. Hun er lykkelig, fordi hun netop har fået ansættelse på et kontor. Mens de sidder og venter på maden ruller en flot sort vogn op foran restauranten, og en herre træder ind i lokalet. Han hilser på Karoline og hun på ham.
- Hvem var det? Spørger hendes ven.
- Åh, bare en arbejdskammerat…
- En arbejdskammerat?! Sådan en velklædt fyr med sådan en flot vogn! Hvad bestiller han…?
- Det er bare ham, der skriver de breve under, som jeg frankerer.

Mellem ansøgerne til en ledig stilling fandt direktøren en ansøgning med billede og bad vedkommende dame til samtale.
Damen mødte op, og direktøren så hende an.
- Desværre, sagde han så, men De kommer for sent…
- For sent, sagde hun forvirret, jeg var her da på slaget som aftalt.
- De misforstår mig, svarede han, jeg mener, De burde være kommet dengang, fotografiet blev taget.

Grosserer Frandsen havde den vrede mine på, da han kaldte frøken Frydh til sit kontor
- Jeg er netop blevet ringet op af oberstinde Striks, der klager over, at De ikke har vist hende fornøden høflighed, da hun i formiddags besøgte butikken…
- Ja, lød svaret, så er det bestemt også det eneste, jeg ikke har vist hende i hele butikken…

- Hvorfor er din lønningscheck drivvåd?
- Min chef græd som pisket, da han gav mig den…

Direktør Skovmoses yngste søn kom frisk ind på sin fars kontor og meddelte:
- Nu skal du bare høre, far Det er alle tiders! Jeg har lige fået mit eksamensbevis, og det ser ud til, at man har forlænget min kontrakt med ottende C med et år.

- Det må bestemt kaldes meningsudveksling, sagde filosoffen i vores omgangskreds, når man går ind til chefen for at sige ham sin mening, - og kommer ud med hans.

Lille Yrsa var mellem ansøgerne til en stilling som sekretær. Personalechefen så hende dybt i øjnene og spurgte:
Har De anbefalinger fra tidligere stillinger?
- Ja, på en måde. Jeg har et bundt kærlighedsbreve, som min forrige chef skrev til mig…

- Hvis nu min kone uventet dukker op, sagde direktør Jensen til den nyansatte sekretær, så sætter De Dem bare roligt hen til skrivemaskinen, - - det dér ovre ved vinduet er en skrivemaskine…

- Må jeg gratulere, sagde direktør Hansen til sin kontordame. Så tidligt er De aldrig før kommet for sent.

Forleden løb jeg på advokat Christensen, der havde tabt sig ret betydeligt.
- Det klæder dig, sagde jeg, har du været på kur?
- Næh, lød svaret. Men hvis du vidste, hvor mange ærgrelser jeg har med min nye bogholder… han gør mig syg.
- Hvorfor i alverden fyrer du ham så ikke?
- Det gør jeg også, men jeg skal lige tabe mig ti kilo mere.

- Hr. direktør, De lovede mig lønforhøjelse til den tørste, hvis De var tilfreds med mig, men jeg har ingen fået…
- Hør nu her, Sørensen. Hvordan kan jeg være tilfreds med en, der hele tiden vil have lønforhøjelse?

- Du ser træt ud, sagde jeg til bankdirektør Svendsen, da jeg løb på ham en formiddag.
- Åh, ja. Jeg har så mange bekymringer og besværligheder, sagde han, at hvis der sker noget ubehageligt i dag, så går der mindst fjorten dage, før jeg får tid til at ærgre mig over det.

- Jeg kommer ikke på fredag. Forkyndte den veldrejede kontordame overfor personalechefen.
- Jeg er nemlig inviteret på en weekend ophold på hotel »Marienlyst« med alt betalt.
- Jeg er glad for Deres oprigtighed, men det er altså en sag, chefen må afgøre.
- Intet problem. Det er ham, der har inviteret.

En af de store fordele ved at kunne benytte en sekretær er, at man ikke behøver at kunne stave.

En kat sad og så på et par, der spillede tennis, da en anden kat kom forbi.
- Nå, jeg vidste ikke, at du interesserede dig så meget for tennis…?
- Det gør jeg egentlig heller ikke, men det er min far, der er den ene af ketcherne…

- Hr. direktør. Disponent Jensen går uafladeligt og kysser mig…
- Jeg beklager, frøken Siskesen, men jeg kan altså ikke selv være over det hele.

- Har du hørt, at der har været indbrud i firmaet i nat, og at de er slukket at med en mængde værdifulde ting…?
- Hvad med nattevagten?
- Nej, ham lod de tilsyneladende være.

Direktør Frederiksen så på den unge mand, der søgte den ledige stilling.
- Er De gift? Spurgte direktøren.
- Nej, men jeg er alligevel vant til at gøre, hvad man beder mig om.

Fru direktør Hansen var noget nedtrykt, så hun besluttede sig til at betro sig til sin hushjælp.
- Frøken Olsen, jeg tror, min mand har en affære løbende med sin nye sekretær…
- Åh, hold op, frue. Det er bare noget, De siger, for at gøre mig jaloux.

Bankdirektør Svendsen kaldte den unge bankassistent til sig.
- Jeg hører, De har fornærmet en af vores allerældste og bedste kunder. Vil De øjeblikkelig gå ud og give den gamle nar en undskyldning…

- Jeg vil gerne have dette stemplet: Strengt fortroligt! Sagde direktør Clausen til sin sekretær
- Så er jeg sikker på, at hele personalet får det læst.

- Sidder De og fløjter i arbejdstiden, Jensen.
- Ja, jeg troede ikke chefen havde noget imod en medarbejder, der var glad på trods af en ussel løn.

Direktør Sørensen skulle på en længere forretningsrejse.
- Nu husker du endelig at skrive, sagde fruen ved afskeden,
- også selv om det bare bliver en check.

- Deres vigtigste opgave som min nye sekretær bliver at finde på undskyldninger, som min kone tror på, sagde departementschef Madsen med et lunt glimt i øjet.

Nielsen havde været i firmaet i en menneskealder og stod nu for sidste gang i direktørens kontor sammen med resten af personalet, der var kaldt sammen til en lille afskedsceremoni.
- Ja, livet er mærkeligt, filosoferede Nielsen i sin takketale, her har man hele livet hængt i en klokkestreng, og nu da jeg ikke behøver gøre det, så forærer man mig et ur…

- Hr. direktør, sagde bogholder Qvist til chefen, kan de ansatte regne med et gratiale i anledning af firmaets 100-års jubilæum…?
- Naturligvis! Men vi må begrænse det til dem, der har været med fra starten.

- Hvad bestiller din søn?
- Han gik bankvejen.
- Nå, gi’r det godt?
- Tja, i første omgang gav det 3½ år.

Bankdirektøren så på sin kontorist, der stod foran hans skrivebord:
- Hvis De har regnet med at få lønforhøjelse også denne gang, så har De regnet forkert, og folk, der regner forkert, kan vi ikke bruge her - - - De er fyret.

- Alfred! Har I fået ny kontordame på arbejdet?
- Bestemt ikke, min skat.
- Hvor har du så fået det blå øje fra?

- Hør nu her, Madsen, sagde chefen.
- Det er fjerde gang i år, De spørger om lønforhøjelse - tør jeg spørge, om Deres kone bruger for mange penge
til tøj og fjas…?
- Ja, De tør sikkert, men jeg tør altså ikke.

- Jeg kan egentlig godt lide den friske måde, De taler til mig på, sagde direktør Clausen til den unge kontorassistent.
- De er oprigtig, De er uimponeret, De er åbenhjertig, De er fyret!

- Hr. direktør! Da De i sin tid lovede mig lønregulering hver tredje måned, så regnede jeg da med, at det var opad…

- Nå, spurgte chefen sin sekretær. Hvor mange bliver vi så til julefrokosten?
- Tjaaa, lad mig se - hvis Chefen kommer, bliver vi ni, ellers har der meldt sig toogfyrre…

Han sad overfor personalechefen i firmaet, hvor han søgte en stilling.
- Lønnen er i orden, sagde han, betaler I også min livsforsikring…?
- Nej.
- Får jeg fri bil?
- Nej.
- Nå, i det firma jeg kom fra, havde vi en times frokostpause, fri bil og forsikringer og to måneders ferie med fuld løn, og alt var gratis i kantinen…
- Jaså.! Hvorfor holdt De så op der?
- Firmaet gik konkurs.

- Hr. direktør, jeg ville gerne tale med Dem om en lønforhøjelse.
- Ja, så! Jo, men jeg har altså meget travlt lige nu, fordi jeg skal til et møde. Men kom igen i morgen - hvis De da stadig er ansat her…

- Hvor længe har De arbejdet her?
- Lige siden i foråret, da man truede med at fyre mig.

- Jeg kunne altså ikke holde ud til, at være ansat der. Chefen sagde de ækleste ting til mig.
- Som for eksempel…?
- Ja, han bad mig for eksempel ret ofte om at finde mig et andet arbejde.

Direktør Sørensen stirrede vantro på frøken Mille.
- Er De her? Deres søster ringede ellers og fortalte, at De ikke kom på arbejde, fordi De havde forstuvet foden…
- Åh, det fjols! Udbrød Mille. Det var jo først på næste mandag…

- Chefen tager ikke mod sælgere i dag, svarede den adspurgte.
- Her nu her, sagde repræsentanten og tog en ti-pund seddel op at sin tegnebog og gav den til manden. Jeg kommer helt fra London og skal tilbage i aften, kan De ikke sørge for, at jeg kommer til at tale med ham i hvert fald?
- Jo, lad gå, svarede han og tog pengene til sig. Det er mig, der er chefen, og jeg skal ikke have købt noget.

- Jeg gik lige ind til chefen i dag, slog næven i bordet og forlangte mere i løn.
- Nå, dadada! Gav det resultat?
- Nej, han var der ikke.

Telefonen ringede på brandstationen.
- Hallo! Råbte en ophidset stemme, I må komme straks, hele kontoret står i flammer…
- Vi skal nok komme, men jeg må vide, hvorledes vi kommer derhen…
- Hva’!! Har I da ikke de der røde brandbiler længere…?

- Hvad blev der at den søde sekretær, du havde…?
- Åh, hun blev så sur en dag, da hun så mig kysse min kone, at hun sagde op.

- Vil du tænke dig, sagde lille Gerda, jeg kom op på kontoret og søgte et job, og så lukker chefen et skab op med 5-6 minkpelse… og så gav han mig lov til at vælge en…
- Hm, hm! Og hvad var du så nødt til at gøre…?
- Nåh, jeg behøvede bare at lægge ærmerne lidt op…

- Den mand vi søger, skal kunne udvise initiativ og være stærk og pågående, - tror De stillingen er noget for Dem?
- Det mener jeg bestemt. Jeg har netop smidt otte andre ansøgere til stillingen ud af forkontoret.

- Fortalte jeg den historie, jeg hørte på arbejdet i sidste uge…?
- Var den morsom…?
- Ja, den var altså noget af det skæggeste…
- Nå, så har du ikke fortalt den.

Undskyld, hr. direktør, men er der mulighed for, at jeg kunne få et gagepålæg?
- Hvad mener De? Råbte direktøren. Der har været lagt ekstra i Deres lønningspose de sidste tre uger…
- Så beklager jeg mange gange, men det har min kone ikke sagt noget om…

Direktør Clausen, der er kendt som noget af et pernittengryn, så bebrejdende på frøken Viola, der havde hul på strømpen:
- Må jeg gøre Dem opmærksom på, at De er ansat som kontorassistent og ikke som nøgendanserinde…

- Og så gik jeg lige ind til chefen og sagde, at hvis ikke jeg fik mere i løn, så holdt jeg op med at arbejde.
- Nå, hvad blev resultatet så?
- Åh, vi indgik et kompromis. Jeg fik ikke mere i løn, til gengæld, holdt jeg heller ikke op med at arbejde.

Bogholder Mikkelsen bankede på sin direktørs dør og gik ind.
- Hr. direktør, sagde han, min kone har bedt mig meddele, at hvis jeg ikke får en klækkelig lønforhøjelse, så er det forbi mellem Dem og hende.

- Min chef bliver sur på mig mindst en gang om måneden, og så annoncerer han efter en ny sekretær.
- Du godeste, men du har da stadig stillingen…?
- Ja, for jeg ordner jo også posten og så meddeler jeg alle ansøgerne, at stillingen allerede er besat…

- Hvorfor griner du ikke med, når chefen fortæller en vittighed…?
- Jeg begynder et nyt sted på torsdag.

Direktør Gundersen stod parat til at gå på kontoret, da hans kone kom og gav ham en lille flaske.
- Tag denne med, kære, det er noget, der hjælper mod håraffald…
- Håraffald?! Jamen, jeg taber da ikke noget hår.
- Nej, det ved jeg, men din sekretær gør…

- Ja, er det ikke sindssygt så travlt folk har. Min chef tager sin sekretær med hjem i seng hver aften.

Ung frøken Nielsen havde pludselig fået dårlige vaner på kontoret. Hun holdt pauser, hvor hun sad og sludrede med de andre piger, hun lakerede negle og pudrede sig ret ofte og meget tit sad hun med et kryds og tværs på sit bord. Chefen bad hende se ind på sit kontor.
- De tager Dem efterhånden nogen friheder, - hvem har sagt, De må det bare fordi, jeg har fulgt Dem hjem et par gange…?
- Det har min advokat, lød svaret.

- Skal De heller ikke til frokost i dag, frøken Lise?
- Nej, hr. direktør Jeg springer frokosten over af og til, og når jeg har sparet sammen længe nok, så holder jeg en uges ferie.

- Grunden til mit fremragende kondital, betroede grosserer Bram sin læge, er den, at jeg hele tiden holder mig løbende underrettet om mine medarbejdere…

Direktør Mortensen kom ud fra sit kontor og så vredt ud over sin store medarbejder- skare. Så brølede han:
- Hvem er det, der har bestilt telefonvækning kl. 16?!

Sylvia, sad over for personalechefen, der så hendes ansøgning til stillingen igennem.
- Hm, sagde han endelig, Deres stenografi og maskinskrivning ser ikke for lovende ud…
- Pyt, svarede Sylvia, til gengæld er jeg fantastisk god ved personalefesterne.

Poeten forhørte sig hos sin forlægger om sit seneste værk.
- Det var noget rædsomt skidt! Råbte forlæggeren. - Det er det dårligste manuskript, vi endnu har modtaget fra Dem. Det var så dårligt, at jeg lod det skrive om, inden jeg ville være bekendt at kyle det i papirkurven…

- Jeg må på det bestemteste advare Dem, sagde direktør Frandsen i telefonen til manden, der havde bortført hans kone, - hun bider!

Bankdirektør Frandsen ringede selv op til en af sine gamle kunder, derfor syttende gang havde overtrukket sin konto.
- Det er mere end tre tusinde, sagde direktøren vredt, hvorledes har De tænkt Dem, at vi skal klare sagen denne gang…?
Tja, hvad siger De til at tage en check?

- Det var dog et højst ejendommeligt udseende, din nye kasserer har, bemærkede jeg til min bekendt bank direktøren.
Ja, ikke sandt, svarede han, han udgør et perfekt signalement.

Chefmeteorologen dikterede vejr- beretningen til sin smukke sekretær:
Og lørdag: tordenbyger over hele landet…
- Åh, hvor ærgerligt, udbrød hun. Netop på lørdag skulle jeg på skovtur til Nordsjælland…
All right! Så siger vi: næsten hele landet…

Direktør Olsen kom hjem efter dagens dont og smed sig udkørt på sofaen.
- Det var skrækkeligt, sagde han til sin kone, vores Edb-anlæg gik i stykker, og så måtte vi alle pludselig til at tænke selv.

- Goddag, det er skattevæsenet, lød stemmen i telefonen.
Intet svar.
- Skattevæsenet, goddag, gentog stemmen, hvem ønsker De at tale med…?
- Ikke nogen… kom det forsigtigt. Jeg fandt bare Deres telefonnummer i min mands tegnebog…